Energi- og olieforum er glade for, at regeringen vil lovgive om biobrændstoffer i benzin og diesel. Organisationen mener, at biobrændstoffer kan hjælpe med til, at Danmark når sine klimamål.
”Det er positivt, at der nu kommer klarhed omkring iblanding af biobrændstoffer i benzin og diesel”, siger Peter Stigsgaard, direktør for benzin- og olieselskabernes brancheforening, Energi- og olieforum.
I en artikel i dagbladet Børsen den 14. januar 2009 anføres det, at regeringen vil fremsætte et lovforslag om tvungen iblanding af 5,75 % biobrændstoffer. Lovforslaget skal efter planen vedtages inden sommerferien. Regeringens målsætning forventes som hidtil at være, at kravet skal gælde fra 1. januar 2010.
Energi- og olieforum finder det positivt, at biobrændstoffer indgår som et af midlerne i bestræbelserne på at nå de klimamål, som Danmark sammen med mange andre lande har tilsluttet sig. ”EU’s kriterier for bæredygtighed sikrer, at vi opnår reelle miljø- og klimaforbedringer ved at iblande biobrændstoffer”, siger Peter Stigsgaard.
”Ingen kan i dag forudsige, om det kommer til at medføre en ekstraregning for bilisterne, eller hvad den i givet fald kommer til at lyde på, da vi hverken kender de fremtidige priser på benzin, diesel eller f.eks. ethanol”, anfører Peter Stigsgaard.
Energi- og olieforum håber, at lovgivningen kommer på plads i så god tid, at benzin- og olieselskaberne kan nå at lave de tilpasninger i distributionssystemet, som er nødvendige for at kunne iblande bioprodukter i benzin og diesel. Lovgivningen må samtidig tilpasses, så den tager højde for, hvad der er praktisk muligt i forhold til den eksisterende bilpark.
Pressekontakt